Elisabeth er syg -den lille stakkel

Hold da fast en tur Elisabeth har været igennem, men nu ser hun ud til at være i bedring.
Det hele startede i søndags, hvor hun begyndte at kaste op. Morgenmaden, frokosten og senere ALT hvad vi forsøgte at putte i hende. Det fortsatte hele natten, hvor hun også fik diarré. Hyggeligt.
Hele mandagen kunne hun INTET holde i sig (vi taler om kogt vand, havresuppe, kiks o.lign.), og da det fortsatte tirsdag ringede jeg til den vagthavende læge i vores lægehus ved frokosttid. Hun var dog på sygebesøg og kom først tilbage ved 15-tiden, hvor jeg tog i lægehuset med en "karklud" og slet ikke den pludrende, syngende, aktive pige jeg normalt har. Hun blev undersøgt og trods både Brians og min anstrengelser mente lægen at hun muligvis var i væskemangel, så vi blev sendt på Børneafdelingen på Roskilde sygehus.
Her kom vi på "væskekur" (10 ml væske hvert kvarter, hverken mere eller mindre) og Elisabeth blev undersøgt først af en sygeplejerske, derefter af en lægestuderende og til sidst af en læge. De mente alle at vi skulle give "væskekuren" en chance for at "blive nede" inden at de gik mere drastisk til værks med drop osv.
Elisabeth havde 38,7 i feber, men klarede alligevel at holde både saft og salt i sig. Vi blev derfor udskrevet senere på aftenen, men en stående indlæggelse det næste døgn, hvis der skulle komme en forværring.
Natten gik fint. Hun fik tilbudt væske konstant! (i små doser) og nu her til eftermiddag ser hun endelig ud til at være i bedring. Jubiiii!

Farvel til en dejlig dagplejemor

Jeg har netop lavet dette kort til Sebastians dagplejemor, som har valgt at stoppe med at være dagplejer. Hun stopper, fordi hun efter 2 år har fundet ud af at hun ikke er typen der kan "gå hjemme". Hun savner sine gamle kolleger og har fået sit gamle job tilbage. Gitte laver selv kort (pergament) og jeg har altid lavet jule-, fødselsdags- og andre kort til hende selv.

Billedet af Sebastian er ikke verdens bedste, men jeg tror det er sådan hun ser ham mest: Smilende og glad for mad(!) som han gerne har over det hele.

Inden i kortet har jeg skrevet, at det er "Lysten (og viljen), der driver værket" og at vi har været rigtig glade for at vores søn mødte Gitte, da hun havde lyst til at være dagplejer. Med tiden forandrer livet sig og lysten til noget andet indtræffer, derfor må hun videre... og det må vores søn også.

Vi har besluttet at Sebastian skal starte direkte i børnehaven Birken fra d. 1. marts 2008. Det ville give ham færrest skift fremfor at han skulle i gæstedagpleje en måned og derefter have en nystartet dagplejemor i et par måneder, inden han til juni-juli alligevel skulle i børnehave.

Vi håber det går... og at han bliver glad for (vores valg): Birken.

Kortet er i øvrigt lavet ud fra en af Dianas gamle kortskitser i Scrapshops forum.

Vinterferie

Vi havde en fantastisk afslappende og dejlig vinterferie i sidste uge. Vores dage så nogenlunde sådan her ud: Op om morgenen (og hurtigt læse et par kapitler i "Mænd der hader kvinder" inden resten af familien vågnede). Morgenmad til familien og i tøjet. Smøre madpakker og pakke hundenes rygsække med mad, pusleting (ja, det er altså nødvendigt) og slik og andre goodies. Derefter blev de næste 4-5 timer tilbragt forskellige steder i Mols Bjerge og på Helgenæs. Vi havde rigtig flot vejr og vi nyder bare at være afsted og passe os selv ude i naturen.
To dage planlagde vi dog lidt anderledes. Den ene gik til Grenå, hvor vi liiiiige skulle have fixet en nøgle til tagboksen, som jeg var kommet til at bukke og den anden dag gik til Randers Regnskov, hvor vi fik set på alle dyrene og planterne. Meget facinerende.
Og NEJ, der var ingen chance for netopkobling i sommerhuset og jeg droppede den bærbare ude i "bjergene". Så jeg overlevede en hel UGE uden net, -dog helt uden at savne det!
Et par stemningsbilleder fra turen:

Til dyrlægen og feriepakning

Neko har fået to "hot spots" på halsen, det ene stort og grimt og det andet noget mindre. Det er en betændelses-tilstand i huden, der udvikler sig til store grimme betændte sår, uden nogen forklaring på hvorfor det kommer. Så jeg havde ham til dyrlæge, hvor de blev barberet rene, renset grundigt og han fik penicillin, som han skal være på de næste 10 dage.
Ellers er dagen idag gået med at pakke og vaske tøj m.m. til vores vinterferie, som vi holder fra imorgen af, og godt en uge frem. Vi har lånt Ole & Karens lækre sommerhus i Ebeltoft og tager hunde og børn med derover. Herhjemme vil der være folk til at passe resten af vores dyr og kigge efter det hele.
Uh, hvor vi glæder os... og det eneste jeg godt kunne tænke mig vi nåede er: Randers regnskov, hvor vi aldrig har været.
Jeg tror ikke der er internetforbindelse i sommerhuset (er der overhovedet i Jylland?), så derfor kommer der ikke nyt fra mig den næste uges tid.

Fastalavn i legestuen

I går var hunden og humlebien til endnu en fastalavnsfest og denne gang havde jeg selv nået at få kameraet med. Billederne er fra den legestue de begge går i om tirsdagen med deres gruppe.



I øvrigt havde de haft travlt med at lave fastalavnskatte med glimmer i karton og briller de selv havde tegnet på med tusser. Det hele var hængt på et fastalavnsris, som de fik med hjem. Hold da op, jeg synes dagplejerne er søde... de ting var bare rigtig "cute". Jeg bliver bare rigtig glad når jeg kan se at mine børn har lavet noget de er glade for. Elisabeth giver selvfølgelig ikke så meget udtryk for det -endnu, men Sebastian har helt styr på at det er HANS fastalavnsris og det er ting HAN har lavet, samt at det andet er Elisabeths.
Det er bare SÅ rart.

Hunden og Humlebien

Igår var vi til fastalavnsfest i den lokale idrætsforening. Det er et rigtig hyggeligt arrangement, hvor der er tønder til små og store, drenge og piger og bagefter for forældrene. Pølser og sodavand til børnene.

Sebastian var hund i et kostume jeg lavede til Emilie for 4 år siden, -og vandt for bedste udklædning for "de små".

Humlebi-kostumet syede jeg sammen med min mor lørdag eftermiddag og aften. Det blev rigtig sødt. Jeg var dog nødt til at afmontere følehornene på hætten, da Elisabeth på et tidspunkt blev træt og blev ved med at bukke dem når hun ville lægge hovedet ind på skulderen af os.