tirsdag den 29. maj 2007

Hasselgård Træningscenter

Ja, det har vi valgt at kalde stedet her. Altså Hasselgård(!) og alt det der "hunde-noget" er så træningscenteret. Sjovt... efter at agilitybanen er kommet op, er folk begyndt at køre laaaaaangsomt forbi når vi træner og umotiveret holder de ind og spørger om ikke vi har "hold" de kan gå på.
Igår under HotDogs-træningen (vi træner til opvisningen på Stændertorvet på søndag) var jeg dog ved at oprette et hold børneagility, en helt ny sport Sebastian har opfundet:

Den anden gummistøvle fandt jeg ovre ved siden af hans klapvogn, som han også klatrede på. Men ellers kopierer han selvfølgelig de voksne og vil også SELV træne hund:


lørdag den 26. maj 2007

Quarks første HTM-konkurrence


Så er vi netop vendt hjem efter en dejlig VÅD dag i Hvalsø, hvor Quark og jeg stillede op i en HTM Freestyle konkurrence. Alt gik egentlig fint, dog missede Quark et par tricks i starten i det våde græs, så jeg var egentlig godt tilfreds da vi kom ud af ringen. Det endte med at jeg fik et godkendt program med 22,8 point (ud af 30) i snit. Det gav os en 5. plads og dermed opnåede vi vores 1. Q-point, som man skal have 10 af, før man rykker videre til kl. II.

Dommerkommentarer til "Udførelse": Flot program, dog lidt gøen og Et par småfejl ellers fint. Undgå at lægge hunden (Så tag det roligt-delen).

En enkelt dommerkommentar til "Sværhedsgrad": Mindre healwork ønskes

Dommerkommentar til "Musik og fortolkning": Lidt hektisk. Ikke helt i takt til musikken.

Ja, så nu er vi det klogere til næste gang.

fredag den 25. maj 2007

Yes yes yes! Tropehjelm og løvemanke

Det lykkedes!
Lena fra HHV har set en af vores utallige træninger af Freestyle-programmet til imorgen og hun kom med alletiders forslag: Sofie du skal da stille op med safari-out-fit med tropehjelm og det hele... og så klæ' Quark ud som løve.
Og det syntes jeg faktisk var et rigtig godt forslag, som kunne understrege mit dogdancing til Løvernes Konge.
Jeg havde faktisk gået og tænkt over hvad pokker jeg skulle tage på? Men var ikke rigtig kommet frem til andet end, at jeg ville ikke klæde mig ud!
Men nu lykkedes det altså at få fat i sådan en hjelm og nu går jeg fluks igang med at sy løvemanke på et halsbånd til Quark. Vi bliver med garanti flotte imorgen. Så folk får da noget at kigge på uanset om vores program lykkes helt eller ej.

onsdag den 23. maj 2007

Vi træner og træner

Quark og jeg skal jo lave vores første HTM-konkurrence på lørdag.

bævre bævre... men vi kan da imponere nogen. Her til aften har jeg vist vores lille nummer til gårdens mekaniker, der startede med at grine af mig, da jeg sagde, jeg skulle til dogdancing-konkurrence på lørdag. Da jeg kunne høre på ham at han ikke mente det var noget seriøst tog jeg ham med over i hallen og viste ham mit og Quarks nummer.

Ja ja... vi fik skam klapsalve og anerkendende ros og jeg tror ikke mere han griner når nogen siger HTM og dogdancing.

Jeg glæder mig til at vise dommerne vores nummer på lørdag! Vi er klar!

Endelig fandt jeg ud af det!

Jeg har i længere tid siddet og rodet med, hvordan jeg kunne vise mange billeder, som serie her på bloggen og nu fandt jeg endelig ud af det. Man er nødt til at rode sig ud i noget HTML-sprog for at få det til at virke.
Så nu kan I se stemningsbilleder fra vores bornholmertur. Når man fører musen hen over et billede, kan man se den korte beskrivende tekst jeg har givet billedet.

Billeder fra Bornholm 2007

onsdag den 16. maj 2007

På gåtur med Elisabeths mødregruppe

Idag mødtes jeg med Elisabeths mødregruppe til en gåtur rundt i Gershøj og lidt hyggesnak bagefter hos Mette og Hjort.
Billedet af Sebastian der spiser yoghurt er taget i morges og billedet af Elisabeth er fra gåturen.


søndag den 13. maj 2007

Forårsferie på Bornholm

Igår vendte vi hjem fra en uges ferie på Bornholm. En ferie vi har nydt i fulde drag med resten af familien Thomsen. Else (Brians mor) havde lejet et dejligt feriehus midt i Gudhjem som var ideelt til at huse os. Se huset her: http://www.sommerhus-bornholm.com/sommerhus/bornholm.htm Vi var 5 voksne og vores 3 børn.
I løbet af ugen nåede vi at:
  • Være i Joboland (=Brændegårdshaven)
  • Sejle til Christiansø og se edderfuglene ruge ællinger ud
  • Gå tur på redningsstien fra Gudhjem til Helligdomsklipperne med Elisabeth og Sebastian i bæresele og rygsæk
  • Se Rokkestenen (den kan nu rokke) i Paradisbakkerne og lege på Dueodde strand -verdens største sandkasse med vand, hvis I spørger Sebastian
  • Spise røget fisk fra Arnager røgeri
  • Powershoppe i Rønne
  • Se på glas bl.a. Pernille Bülows
  • Spise bolsjer fra Svaneke
  • Gå Hammerknuden rundt, hvor man nyder granitten, Hammersøen, Opalsøen og de mange typer landskaber man kommer igennem
  • Besøge oplevelsescenteret i Åkirkeby: Natur Bornholm
  • Se Hammershus (i regnvejr!)

Vi kan kun sige, at det ikke er sidste gang vi er på Bornholm!

torsdag den 3. maj 2007

Undervandsbilleder fra babysvømning

D. 19. april var der en (professionel?) fotograf med til svømning. Han var udstyret med en maske og kameraet i et vandtæt kamerahus og så knipsede han ellers løs.
Jeg må indrømme, at jeg ikke er vildt imponeret over hans billeder. Komposition er der ikke tænkt over så vidt jeg kan se og mange af billederne er blevet overbelyst med hans blitz. Det er dog fin underholdning at se, hvordan Sebastian nyder det -og den lille pige i de røde bukser er såmen Elisabeth.
... og et par af billederne har han da også været mere heldig med!

onsdag den 2. maj 2007

Ny blog til Team HotDogs

Her til aften har jeg også oprettet en blog til Team HotDogs. Vi har længe haft ambitioner om at få vores hjemmeside til at "køre", men da det kun er mig, der ved hvordan man uploader via FTP og har koderne, ja, så har vores hjemmeside ikke helt levet op til forventningerne.
Nu er det gjort nemmere og det er op til ALLE i Team HotDogs at få skrevet og lagt billeder m.m. af deres hunde på bloggen.
Se den her:
http://teamhotdogs.blogspot.com

Elisabeth vokser


Det er dejligt at se, at vores nye skud på stammen vokser og trives. Elisabeth stor-smiler det meste af hendes vågne tid. Når ellers hun har fået mad.
Idag har hun hængt på maven af mig i en bæresele, mens jeg har kørt rundt og slået græs med Kenneths havetraktor ude på agilitybanen. Kenneth er ved at købe en maskine for os til at spænde bag på traktoren til at slå vores agilitybane med fremover, men indtil da må vi nøjes med den lille John Deere havetraktor.

Quark tilmeldt HTM konkurrence og HDopvisninger

uha... bævre... bævre!
Jeg har taget mig sammen og meldt Quark til en dogdance-konkurrence i Hvalsø d. 26. maj 2007.
Vi skal danse til det remix jeg har lavet med "Hakunamatata" og "Jeg bliver meget snart majestæt" fra Løvernes Konge (Disney).
Vi skal alligevel kunne programmet til d. 17/6, hvor HotDogs skal lave dette års første opvisning i Dalby -til det lokale loppemarked!
Jeg må dog indrømme at det er længe siden jeg har følt mig SÅ meget som "begynder" til en konkurrence, MEN én gang skal jo være den første.

Here we come... til Hvalsø d. 26. maj 2007

Travlhed

Alt går sin (hurtige) gang her på "gården". Der er sat hegn op, plantet buske og træer. Knud og Jytte har lånt os deres agilitybane (tusind tak), så nu er folk ikke længere i tvivl om, hvor vi bor når de kommer ud af vejen.
Det er dem med hundene og agilitybanen. Vi er igang med at anskaffe os et klippe-agrigat til traktoren, da det er en lige lovlig stor opgave for "håndskubberen".
Mor og far var her sidste weekend og hjalp til med at plante i bede, drivhuset og i hegnene. Vi jokede noget med, hvad der skulle være i vores bede og det endte med at Brian sagde (til min mor): "Det må DU selvom, gør det nu lidt let for DIG at holde" hi hi...
... for indrømmet: Vi kan godt få al vores tid til at gå her på farmen.

Ny blog

Så har jeg skiftet min MSN-blog ud med denne.
Jeg var træt af MSNs "kedelige" udseende og især af reklamepladsen foroven, som man ikke havde nogen indflydelse på.
Her på min nye blog er der kun et B-logo, der hentyder til at jeg bruger Blogger som udgivelsessted (det er stadig gratis at oprette sin blog).